Hæftelse og ansvar

Spørgsmålet om, hvordan og hvornår du hæfter over for omverdenen for din virksomhed, afhænger af, hvilken virksomhedsform du vælger.

Når du starter egen virksomhed, skal du derfor gøre dig overvejelser om, hvilken form der passer til dine behov. Alle virksomheder er desuden ansvarlige for skader, der opstår ved udøvelsen af deres erhverv efter dansk rets almindelige erstatningsregler, og du bør overveje din virksomheds forsikringsbehov.

Læs mere om forsikringer

Fortæl mig mere

Personlig hæftelse

Fra det øjeblik, du begynder at drive virksomhed i eget navn, hæfter du personligt og direkte for virksomhedens forpligtelser. Det vil sige, at krav fra virksomhedens kreditorer eller eksempelvis erstatningskrav fra kunder i værste fald skal dækkes af din personlige formue.

Når ansvar og hæftelse knytter sig til dig personligt, vil det også sige, at du ikke er fritaget for betalingsforpligtelser, selvom du har lukket virksomheden, efter at kravet er opstået.

Begrænset hæftelse

Hvis du ikke ønsker at hæfte personligt, skal du starte egen virksomhed i et selskab med begrænset hæftelse – typisk anpartsselskab eller aktieselskab. Selskabet vil hæfte overfor kunder og andre med selskabets formue, og din hæftelse vil være begrænset til den værdi, du selv har skudt ind i virksomheden i form af for eksempel anpartskapital. På samme måde kan du som delvis ejer af et selskab ikke komme til at hæfte for selskabets gæld. Du risikerer alene at tabe dit indskud, hvis selskabet for eksempel går konkurs.

I praksis er der dog mange selskabsejere, der reelt hæfter personligt, fordi banker stiller krav om, at ejeren kautionerer personligt for selskabets lån. Du skal desuden huske, at det kun er selskabet, der hæfter for en aftale, hvis det faktisk er selskabet, der indgår aftalen. Hvis du i forhold til en leverandør handler i eget navn og ikke får informeret vedkommende om, at du repræsenterer et selskab, risikerer du, at leverandøren rejser et eventuelt krav mod dig personligt.

Som beslutningsdeltager i et selskab – det vil sige som stifter, aktionær, bestyrelsesmedlem eller direktør– er du ifølge lovgivningen ansvarlig for skade, som ved uagtsomhed eller grov uagtsomhed er forårsaget af tredjemand.

Fra enkeltmandsvirksomhed til anpartsselskab

Driver du din virksomhed gennem en enkeltmandsvirksomhed, så kan det måske blive relevant for dig på et tidspunkt omdanne virksomheden til et anpartsselskab (ApS). Vi har samlet en række gode råd til dig omkring omdannelse af en enkeltmandsvirksomhed til et anpartsselskab.

Læs mere