Sådan får du flere kunder
Læs med, når vi giver dig tips til at få kunder til din forretning.
Læs med, når vi giver dig tips til at få kunder til din forretning.
Uanset hvad du beskæftiger dig med, er du afhængig af dine kunder, og det er derfor afgørende, at du forstår at tiltrække kunder
Vær svær at glemme
Når du er freelancer, og når folk spørger, hvad du laver, skal du kunne svare kort og præcist. Hvis du endnu ikke har det korte og præcise svar, så starter du der.
En kort, mundret og beskrivende sætning, som man kan huske, er første skridt til at få kunder. Den nemmeste vej til at få kunder er nemlig mund-til –mund-metoden. Her skal dine venner og bekendte vide, at du søger opgaver, og de skal være i stand til at sælge dig, når en anledning opstår. Derfor skal de nemt kunne genfortælle, hvad du vil og kan.
Det er også en god ide at fortælle om de opgaver, som du allerede har løst og forklare, at det er en påskønnet hjælp, hvis de kan og vil hjælpe dig med at kunder.
Du slipper ikke for selv at være opsøgende
Lav en liste over potentielle kunder, som du gerne vil arbejde for. For hver enkelt kunde skal du være helt skarp på, hvem du skal ringe til, og hvad du kan hjælpe vedkommende med. Dette kan nemt blive startskuddet til at gøre salgs- og profileringsarbejde til en fast, tilbagevendende aktivitet i din hverdag.
En god måde at komme i gang med det på er at finde et fast tidspunkt på ugen, hvor du ringer til en kunde, som du har forberedt dig på. Her skal du holde fast, til du er kommet igennem og har fået kunden i tale. Det kan være en stor fordel, hvis du samtidig har noget materiale eller en hjemmeside, som du kan henvise til.
Når du først har brudt lydmuren til en kunde, gælder det om at sikre, vedkommende ikke glemmer dig.
Læs mere om, hvad du ellers skal være opmærksom på som freelancer
Det er meget normalt, at der ikke lige kommer noget konkret i første henvendelse. Men en opfølgning efter fx to uger og igen efter seks uger vil give dig en klar fornemmelse af, om det er et lead i udvikling eller en dead-end, du har gang i. Og kunsten er at arbejde målrettet videre med de levende leads og droppe de døde.
Løs opgaven succesfuldt
Når det lykkes dig at få solgt din første opgave til en kunde, skal du gøre dig klart, at den kontaktperson hos kunden, som du har solgt til, har investeret en stor del af sin egen position og karriere, i at det bliver en succes at arbejde sammen med dig. Du skal derfor ikke undervurdere, hvor vigtigt det er, at den første arbejdsopgave bliver en succes
Brug tid på at få et klart billede af din kontaktpersons forventninger, hold tæt kontakt og dialog, og sørg for, at din kontaktpersons og dermed din kundes succes også er din succes.
Med en glad og tilfreds kunde, der har haft en succesoplevelse, har du nemlig ikke blot en genkøbskunde, men også en aktiv ambassadør, der går rundt og anbefaler dig og derved er med til at skaffe nye kunder. Dette letter salgsarbejdet, men overflødiggør det aldrig.