Laveste antal iværksættere siden finanskrisen

2020 bød på det laveste antal nystartede virksomheder siden finanskrisen, selvom der er stiftet flere personligt ejede selskaber.

22. januar 2021

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2020 blev startet 32.611 nye virksomheder fordelt på enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber samt anparts- og aktieselskaber, som er de typisk anvendte virksomhedsformer for nye selvstændige og iværksættere. I opgørelsen ses der bort fra offentlige virksomheder og virksomheder, som lukkede igen inden for 14 dage efter deres registrering.

Det er et fald på 12 pct. i forhold til året før, og det er det laveste antal nystartede virksomheder siden finanskrisen.

- I forvejen er det en usikker tilværelse at være iværksætter, og usikkerheden er kun blevet større under coronakrisen. I værste fald risikerer vi at miste en hel årgang af iværksættere, der kunne have skabt innovation, vækst og nye arbejdspladser i de kommende år. Men jeg nærer håb om, at iværksættergnisten ikke er slukket helt, og iværksætterdrømmene kun er sat midlertidigt på standby. Selv hvis danskerne får modet tilbage på at starte som selvstændige, har coronakrisen været et alvorligt bump på vejen. Krisen og de omvæltninger, vi har oplevet, kan dog også give mulighed for, at nye forretningsidéer kan opstå og dermed skabe plads til nye iværksættere, siger cheføkonom Niklas Praefke, Ledernes Hovedorganisation.

Inden dagens udgivelse fra Danmarks Statistik har der floreret forskellige tal i medierne for antallet af nystartede virksomheder det seneste år. Nogle opgørelser har vist en stigning i antallet af nystartede virksomheder i 2020.

- De nye tal fra Danmarks Statistik er dog i mine øjne væsentlig mere pålidelige, fx medtages offentlige virksomheder ikke, og samtidig er de såkaldte rødvinsselskaber sorteret fra. Navnet hentyder til de selskaber, som startes fredag og lørdag aften, og ofte efter et par gode glas rødvin, som inspirerer til at få et CVR-nummer og oprette et selskab, som fx skal importere vin, siger Niklas Praefke og fortsætter:

- Desværre ser vi også, at idéen efterfølgende viser sig at være mindre god, når promillernes vovemod er forsvundet. Det fører til, at mange af de virksomheder hurtigt lukkes igen, og de er dermed ikke relevante for at belyse iværksætterlysten i Danmark, men snarere alkoholens positive indflydelse på at få større tro ens egne evner og idéer.

Niklas Praefke tilføjer, at tallene viser, at der på trods af den generelle nedgang i antallet af nystartede virksomheder blev startet 7,5 pct. flere personligt ejede selskaber.  Det er virksomheder, hvor man hæfter personligt ved konkurs.

- Midt i en coronakrise, hvor mulighederne for succes kan være mindre, kan det virke overraskende, at det er den virksomhedsform, som vinder frem. Svaret skal nok findes i, at det simpelthen er umuligt for mange at starte et anpartsselskab eller aktieselskab på grund af de høje kapitalkrav. Derfor har vi også foreslået, at kapitalkravet i anpartsselskaber sænkes fra 40.000 kr. til 8.000 kr., for i sidste ende kan de høje kapitalkrav risikere at afholde nogen fra at starte egen virksomhed, lyder hans vurdering.

Kontaktoplysninger


Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk

Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk