Få økonomisk støtte til at skabe et bedre arbejdsmiljø

Private virksomheder med op til 50 ansatte kan fra 29. marts søge tilskud til projekter, der forebygger fysisk og psykisk nedslidning og arbejdsulykker. Dermed kan du forebygge sygefravær og skabe bedre trivsel i din virksomhed. Du kan søge tilskud til arbejdsmiljørådgivning, fysisk træning og afprøvning af tekniske hjælpemidler.

12. marts 2021

Formålet med puljen

Puljen har til formål at medvirke til at forebygge, at ansatte på private virksomheder med maksimalt 50 ansatte nedslides fysisk eller psykisk eller kommer ud for arbejdsulykker, ligesom den skal fremme ansattes sundhed ved fysisk træning på arbejdet. Et sundt og sikkert arbejdsmiljø bidrager til mindre nedslidning, sygefravær og større trivsel og dermed til plus på bundlinjen.

Hvad kan jeg få støtte til?

Der kan søges om støtte til autoriseret arbejdsmiljørådgivning, hvor rådgivningen tilpasses den enkelte virksomheds behov. I kan f.eks. få hjælp til at få kortlagt, hvilke fysiske og psykiske arbejdsmiljøproblemer I har, og hvad der kan gøres ved problemerne.

Der kan også søges om støtte til sundhedsfremme i form af fysisk træning på arbejdet og til leje og afprøvning af tekniske hjælpemidler i driften, så I f.eks. kan undgå tunge løft og dermed forbedrer det ergonomiske arbejdsmiljø.

Hvad skal jeg ellers være opmærksom på?

Du kan maksimalt få 500.000 kr. i støtte pr. projekt. Dog gælder EU’s regler om de minimis-støtte. Der kan gives tilskud til 80 procent af udgifterne, og der gives kun tilskud til eksterne konsulenter/rådgivere. Udgifter til interne rådgivere og øvrige lønudgifter, f.eks. til deltagelse i aktiviteterne, dækkes ikke.

Der uddeles midler efter et først-til-mølle-princip til projekter, der opfylder betingelserne for at få tilskud. Der kan søges løbende, og det er nemt at søge. Du kan også søge om støtte til, at en konsulent udfylder ansøgningsskemaet og afrapporterer projektet. 

Hvordan søger jeg?

Du kan finde vejledningsmateriale, ansøgningsskema og eksempler på, hvad der f.eks. kan støttes her. Du har også mulighed for at ringe til Arbejdstilsynet, hvis du har spørgsmål.

Sådan ansøger du