Gode nyheder til dig, der er dagpengemodtager
Fra 1. januar 2020 får vi nye regler om, hvordan du som ledig skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at du ikke længere skal søge job i din sidste tid som ledig, hvis du fx snart begynder i et nyt job. Du slipper også for pligten til at tjekke jobopslag på jobnet.dk. Læs mere om de nye regler her.
03. december 2019
Fra 1. januar 2020 får vi nye dagpengeregler om, hvordan du som ledig skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er tale om en forenkling af beskæftigelseslovgivningen, som kommer dig til gode, hvis du er på dagpenge.
Du skal ikke søge job i din sidste tid som ledig
Har du udsigt til ikke længere at være ledig, fx fordi du har landet et nyt job, eller skal på barsel eller efterløn, så skal du ikke længere søge job, gå til samtaler hos a-kassen og på jobcenteret, eller deltage i tilbud i de sidste 6 uger af dit ledighedsforløb.
Det er dit lokale jobcenter, der skal sørge for, at du bliver omfattet af reglerne. Derfor er det meget vigtigt, at du kontakter jobcenteret, og sørger for at blive omfattet af ordningen. Det er ikke nok at afmelde sig ud i fremtiden på jobnet.dk.
Du har ret til at blive omfattet af de nye regler, hvis du kan dokumentere, at du inden for 6 uger skal
- begynde på et ordinært job på fuld tid
- på barsel
- på efterløn
- på folkepension
- begynde i fleksjob eller overgå til fleksydelse
Når du er omfattet af ordningen, vil dit jobcenter automatisk sende besked til din a-kasse – og du kan trygt koncentrere dig om det næste kapitel i dit liv.
Bliver du omfattet af en arbejdsfordeling på din nuværende arbejdsplads, kan du også blive omfattet af de nye regler. Det samme gælder, når du er hjemsendt pga. vejrlig eller materialemangel.
Du skal ikke længere tjekke dine jobforslag på jobnet.dk
Fra den 9. december 2019 forsvinder pligten til at tjekke jobopslag på jobnet.dk helt. Du risikerer altså ikke længere at bliver afmeldt fra jobnet.dk, hvis du ikke tjekker jobopslag hver syvende dag.