Mit Virksom

Løngennemsigtighed forberedelse

Løngennemsigtighed: Det kan du forberede

EU-direktivet om løngennemsigtighed: Få et overblik over, hvad du kan forberede allerede nu.

Det nye EU-direktiv om løngennemsigtighed skal mindske kønsbestemte lønforskelle indenfor sammenlignelige jobs.

Direktivet træder i kraft i juni 2026. Det betyder at kravene i direktivet skal være implementeret inden da. Derfor kan det være en god ide at gå i gang nu, da det kan være et omfattende arbejde. Der er nemlig meget der kan forberedes og en del, der kan sættes i gang.

Implementeringen af direktivet til dansk lovgivning er stadig i proces. Derfor afventer vi, hvordan direktivet præcis kommer til at se ud i en dansk kontekst.

Få et overblik over hovedpointerne i direktivet


1. Kategorisering af ansatte

Det er en fordel, hvis du allerede nu begynder at afklare, hvilke kategorier af ansatte du har i din virksomhed.

Der kan være grupperinger, der er lettere at opstille end andre. For nogle virksomheder kan der være hjælp at hente i overenskomster, hvor der kan være aftalte grupperinger.

Det afgørende for kategorierne er, om medarbejderne udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Tydeliggør hvilke objektive og kønsneutrale kriterier, der hører til hver gruppering. Kategorier kan fx være konsulent, chefkonsulent, administrativ medarbejder, leder, produktionsassistent osv.

Det er en rigtig god idé at udarbejde jobbeskrivelser indenfor kategorierne, så du ved, hvilke opgaver og ansvar der er indenfor en titel eller kategori.


2. Analyse af eventuelle lønforskelle

Du kan også begynde at indhente data over løn i din virksomhed og analysere på eventuelle forskelle mellem kønnene.

Er der forskelle på over 5%, skal du vurdere, om der er objektive, kønsneutrale begrundelser for forskellene. Er der ikke det, kan du allerede nu rette lønniveauerne til, så forskellene minimeres eller fjernes helt.


3. Lav en plan

Hvis der er uhensigtsmæssige forskelle, er det en god ide allerede nu at lave en plan for, hvordan I får rettet op på de problemer, du har fundet.


4. Nye ansættelser

Du kan også begynde allerede nu at bruge reglerne i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere, så du få reglerne godt ind under huden.

Det vil sige at du som arbejdsgiver undlader at spørge ind til kandidatens lønhistorik og oplyser en startløn eller lønspænd inden jobsamtalen.


Hvis ikke du overholder reglerne

Der er konsekvenser, hvis du ikke overholder reglerne. Det betyder, at ansatte, der oplever at retten til lige løn overtrædes, har mulighed for at kræve kompensation. De ansatte skal kompenseres så de stilles, som om der ikke havde være en forskelsbehandling på grund af køn.

Har du brug for hjælp?

Vores jurister er eksperter - også indenfor personalejura. Ring eller skriv til os. Vi svarer på dine spørgsmål inden for 24 timer på hverdage.