Nye regler: Nu er det snart forbudt at spørge til en jobansøgers alder
En lovændring betyder, at du fra den 1. juli 2022 ikke længere må indhente oplysninger om en jobansøgers alder i forbindelse med jobsøgning.
30. marts 2022
En lovændring betyder, at du fra den 1. juli 2022 ikke længere må indhente oplysninger om en jobansøgers alder i forbindelse med jobsøgning.
30. marts 2022
En jobansøgers alder skal ikke være afgørende for, om du kalder vedkommende til samtale eller ej.
Det har Folketinget sat en tyk streg under med en nyligt vedtaget lovændring til forskelsbehandlingsloven. Lovændringen betyder, at du fra den 1. juli 2022 hverken må spørge direkte til en ansøgers alder eller anvende rekrutteringssystemer, hvor ansøgeren skal angive sin fødselsdato eller cpr-nummer for at kunne indsende ansøgningen.
Selvom det i forvejen ikke er tilladt at forskelsbehandle jobansøgere på baggrund af alder, siger den nuværende lov ikke noget om, at du ikke må anmode en ansøger om at oplyse sin alder i forbindelse med rekruttering.
Men med lovændringen vil den mulighed som udgangspunkt ikke længere være til stede.
Undtagelser vil stadig gælde
Der findes en række undtagelser til forbuddet mod at forskelsbehandle jobansøgere på baggrund af alder, som også vil gælde efter lovændringen. Men det vil som i dag kræve, at du sagligt kan begrunde, hvorfor du har brug for kende ansøgerens alder – f.eks. hvis du ønsker at give ældre ansøgere positiv særbehandling. Hvis virksomheden er omfattet af en kollektiv overenskomst med særlige regler for unge, f.eks. særlig aflønning til unge under 18 år eller 15 år, vil virksomheden dog fortsat kunne indhente oplysninger om den unge ansøgers alder.
Du skal dog være forsigtig med at gøre brug af undtagelsesreglerne i enten stillingsannoncer eller i ansøgningsprocessen, da det kan være særdeles vanskeligt at navigere inden for forskelsbehandlingslovens rammer.
Ligeledes skal du være tilbageholden med at spørge til alder, hvis det ikke har relevans for ansættelsen, da lovændringen har skabt øget fokus på aldersdiskrimination ved afslag. Dermed er der en øget risiko for, at du som arbejdsgiver bliver mødt af et godtgørelseskrav for tilsidesættelse af forskelsbehandlingsloven fra en afvist ansøger.
Er du i tvivl om dine rettigheder, er du velkommen til at kontakte vores juridiske rådgivere