Rentefrie momslån: Sådan søger du

Coronakrisen har presset mange virksomheders likviditet til det yderste, og derfor har et enigt Folketing besluttet at tilbyde den moms, der blev indbetalt den 2. marts, som et rentefrit lån. Vores juridiske konsulent fortæller her hvilke krav, der skal opfyldes, og hvordan du kan ansøge på vegne af din virksomhed.

04. maj 2020

Rentefrie momslån: Sådan søger du

Coronakrisen og den efterfølgende nedlukning af Danmark har haft og fortsætter med at have store konsekvenser for medlemmerne af Virksom. Regeringen og Folketinget vedtager løbende nye tiltag for at afbøde konsekvenserne, og det seneste er et rentefrit momslån:

”Når jeg taler med Virksoms medlemmer, så handler det ikke om langsigtet planlægning, men overlevelse. Hjælpepakkerne vil gøre en forskel efterhånden, som de bliver udbetalt, og denne ordning vil forhåbentlig også kunne hjælpe med lidt tiltrængt likviditet.” fortæller Lars Hurup Felby, advokat i Virksom.

Ordningen betyder, at små og mellemstore virksomheder fra tirsdag den 5. maj kan ansøge om at få udbetalt den moms, de indbetalte den 2. marts, som et rentefrit lån gennem Skattestyrelsen. Skattestyrelsen skønner, at op mod 300.000 virksomheder samlet set vil kunne søge om lån for 35 mia. kr.

Kan jeg ansøge?
Virksom kan ikke rådgive den enkelte, når det kommer til moms og skat, men vi har lavet en række spørgsmål og svar til ordningen, hvor vi blandt andet svarer på hvem, der er berettiget til det, og hvordan man konkret ansøger: 

Spørgsmål og svar: Rentefrie momslån

Spørgsmål og svar-siden opdateres løbende.

Fornuftigt med ny låneordning, men der skal mere til
I forbindelse med offentliggørelsen af den nye låneordning udtalte Svend Askær, formand for Ledernes Hovedorganisation:

”Det er meget positivt, at regeringen tager endnu et initiativ for at hjælpe de små virksomheder, som er enormt hårdt ramt af denne voldsomme krise og kan have svært ved at få lån i banken. Og det er også positivt, at finansministeren på pressemødet erklærede sig åben over for at forlænge de eksisterende hjælpepakker. I Ledernes Hovedorganisation mener vi, det er helt afgørende, at hjælpepakkerne bliver både forlænget og forbedret.”

Der er dog fortsat behov for mere hjælp til selvstændige:

Ud over de omfattende hjælpepakker til virksomhederne er der behov for, at politikerne i højere grad kommer med en udstrakt hånd til selvstændige, end tilfældet er i dag – og det gælder også for nystartede iværksættere.

- Mange selvstændige og iværksættere står i en utrolig vanskelig situation med risiko for at må dreje nøglen om. Det er der behov for, at vi gør noget ved. Hos Ledernes Hovedorganisation mener vi, at selvstændige skal kunne modtage den samme økonomiske støtte, som virksomhederne kan få for hjemsendte medarbejdere, siger Svend Askær.

Pressemeddelelse: Fornuftigt med ny låneordning til små virksomheder, men der skal mere til