Virksom indgår ny og forbedret aftale med PFA
PFA og Virksom har netop indgået en ny og forbedret pensionsaftale. Der er tale om en forbedret ordning til en attraktiv pris, og sikkerhedsnettet er nu blevet endnu mere fintmasket, hvis du bliver syg i længere tid.
09. april 2018
Som medlem af Virksom får du adgang til en attraktiv pensionsordning i PFA. Aftalen er netop blevet forlænget og udvidet med to nye produkter. Det betyder, at du ud over de sædvanlige forsikringer nu også får produkterne PFA EarlyCare og PFA Erhvervsevne med ressourceforløbsdækning, som begge hjælper dig, hvis du bliver ramt af sygdom i længere tid.
- Når du tegner en pensionsordning hos PFA, bliver du en del af et solidarisk fællesskab, fordi der er forhandlet en ny aftale hjem til alle Virksoms medlemmer. Det betyder, at man ud over selve pensionsopsparingen får adgang til forsikringer til gode priser, fortæller Torkild Justesen, der er direktør i Virksom og forsikringsansvarlig for Virksom Pension.
Få tidlig hjælp ved sygdom
Stress og andre sygdomme kan få alvorlige konsekvenser for dig, hvis der ikke bliver gjort noget ved det. Derfor indeholder den nye pensionsordning konceptet PFA EarlyCare, som du kan bruge, hvis du får en sygemelding på minimum 14 dage. PFA EarlyCare betyder, at du kan få hjælp til at afdække din helbredsmæssige situation og rådgivning om, hvilke indsatser der kan hjælpe dig hurtigere tilbage.
- Vi ved, at hjælpen er mest effektiv, når den tager udgangspunkt i det hele menneske. Derfor kommer man med PFA EarlyCare hele vejen rundt om alt fra kost og motion til søvn, trivsel og mental sundhed – uanset hvad din sygemelding handler om. Målet er at få dig hurtigere på benene, hvis du bliver syg, fortæller Rikke Bay Haaber, der er chef for Strategisk Sundhed i PFA.
Forsikring ved nedsat erhvervsevne forbedret
Forsikringen PFA Erhvervsevne er også blevet forbedret. Denne forsikring giver dig økonomisk hjælp, hvis din erhvervsevne på grund af sygdom eller ulykke skulle blive nedsat. Mange skal i så fald gennem et kommunalt jobafklarings- eller ressourceforløb. I den forbindelse vil du blive modregnet af det offentlige, og derfor er din PFA Erhvervsevne blevet udvidet, så du får en forhøjet udbetaling, hvis du modtager ressourceforløbsydelse fra kommunen.
- Mange bliver økonomisk klemte, hvis de skal gennemgå et ressourceforløb. Derfor er vores mål med den nye dækning at sikre kunderne bedst muligt, så det ikke gør lige så ondt at blive modregnet af det offentlige, siger Claus Jens Hansen, der er kundechef i PFA.
Har du allerede PFA Erhvervsevne?
PFA EarlyCare er gratis for alle, som har PFA Erhvervsevne som en del af deres pensionsordning. Har du allerede tegnet PFA Erhvervsevne, er du også omfattet af PFA EarlyCare.