Virksom med i arbejdet for nye selskabsformer
Virksom har de seneste måneder været med til at udarbejde et sæt anbefalinger til nye selskabsformer for iværksættere. Anbefalingerne er i dag blevet overrakt til erhvervsminister Simon Kollerup.
11. juni 2020
Det skal være billigere og nemmere at komme i gang som iværksætter i Danmark. Derfor har Virksom de seneste måneder siddet i en arbejdsgruppe sammen med en række andre organisationer, der repræsenterer danske iværksættere. Gruppens arbejde er mundet ud i et sæt anbefalinger, som i dag er blevet overrakt til erhvervsminister Simon Kollerup (S).
"Vi håber og tror, at der vil være bred politisk opbakning til at finde frem til en bedre selskabsform, som iværksættere kan benytte sig af. Danmark er i dag et af de lande i EU, hvor iværksættere skal have flest penge op af lommen for at stifte et selskab. Det kan vi ikke være tjent med i en tid, hvor der er konkurrence landene i mellem om både ansatte og selvstændige", siger cheføkonom Niklas Praefke, der har siddet med i arbejdsgruppen på vegne af Virksom.
Baggrunden for arbejdet med de nye anbefalinger er en kedelig udvikling, hvor færre og færre har fået mod på at starte egen virksomhed. Udviklingen har særligt taget fart, efter at muligheden for at stifte et iværksætterselskab, IVS, blev afskaffet for godt et år siden. Siden har coronakrisen skubbet iværksættertrangen yderligere i bund.
"Små selvstændige har altid været en vigtig del af dansk økonomi, og sådan skal det også gerne være i fremtiden. Derfor er det helt nødvendigt at få ændret på de nuværende regler, som betyder, at en iværksætter, der vil stifte et selskab, skal have 40.000 kr. op af lommen for at kunne oprette et ApS. Det er en stor sum at skulle betale for rigtigt mange mennesker, og derfor er vi nødt til at finde en bedre løsning", siger Niklas Praefke.
Gruppen bag de nye anbefalinger foreslår, at kapitalkravet i ApS sænkes til EU-niveau, ca. 8.000 kr., eller alternativt til nordisk niveau på ca. 15.000 kr. I begge tilfælde anbefaler arbejdsgruppen, at det samtidig skal være muligt at nøjes med at indskyde en del af selskabskapitalen, fx 25 pct. i forbindelse med stiftelsen, mens personerne bag selskabet hæfter for resten.
Endvidere anbefaler arbejdsgruppen, at kommende iværksættere skal informeres bedre, således at iværksættere ved, hvad stiftelsen af et nyt selskab indebærer, eksempelvis i forhold til bogføring, regnskabsudarbejdelse og indsendelse, hæftelse og ledelsesansvar.