Det skal du overveje, inden du tilbyder medarbejderne flere hjemmearbejdsdage
Før i tiden satte medarbejderne ikke spørgsmålstegn ved, at de skulle møde ind på arbejde hver dag. Men sådan er det ikke længere. Især ikke efter coronakrisen, hvor mange fik øjnene op for de fordele, der kan være ved at arbejde hjemmefra. Men som leder skal du gøre dig en række overvejelser, inden du skuer op for antallet af dage, hvor dine medarbejdere kan arbejde hjemmefra. Det mener Signe Tønnesen, chefkonsulent hos Lederne
”Mange medarbejdere ser det som en fordel, hvis de må arbejde hjemme en dag eller to om ugen. Og hvis arbejdsopgaverne ellers tillader det, kan det i mange tilfælde give god mening at indføre den mulighed som permanent løsning,” siger hun.
Du skal dog tænke dig godt om, inden du overlader det frit til medarbejderne selv at vælge, hvor mange dage de vil arbejde hjemme.
”Som afdeling videndeler man, når man mødes ved for eksempel kaffemaskinen, printeren og til frokosten i kantinen. Men det styrker også helt generelt samarbejdet, at man ser hinanden jævnlig – og ikke kun til møder over Teams et par gange om ugen. Derfor skal du nøje overveje, hvordan du sikrer samarbejdet og den ”sociale lim”, når du indfører mere hjemmearbejde. At gøre det valgfrit, hvor mange dage medarbejderne vil arbejde hjemme, kan måske fungere under nogle omstændigheder, mens der i andre tilfælde er brug for mere faste rammer,” siger Signe Tønnesen og påpeger, at det er dig som leder, der har ansvaret for, at I når jeres mål i teamet.
En måde at sikre den ”sociale lim” på kan være at indføre én eller flere bestemte dage, hvor alle skal møde ind – f.eks. mandag og fredag.
Uanset hvor mange hjemmearbejdsdage, du tillader, er det vigtigt, at man i virksomheden har klare principper eller retningslinjer for hjemmearbejde, og at man aftaler, hvordan man organiserer sig lokalt i afdelingen.
”Overordnede retningslinjer eller principper - samt hvilke ressourcer der afsættes til indsatsen – giver den enkelte leder nogle rammer for´, hvordan hybridarbejde kan organiseres lokalt i afdelingen. Det er for eksempel vigtigt, at teknikken – både hardware og software – lever op til de krav, det hybride arbejde stiller,” siger Signe Tønnesen.
Retsinformation: Bekendtgørelse om begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde, som udføres i den ansattes hjem