Det perfekte pitch

Et pitch skal fange opmærksomhed og skabe tillid til dig og din idé. Få de bedste råd til at lave et pitch, der overbeviser modtageren.

Hvis du skal fremlægge en ny idé over for en investor eller samarbejdspartner, skal du have helt styr på dit pitch.

Et pitch er en kort salgstale, der har til formål at overbevise modtageren om, at de skal satse på netop din idé eller virksomhed.

Her på siden giver vi dig vores ni bedste råd til det perfekte pitch, der fanger modtagerens interesse, og hjælper dig på din vej som iværksætter.

Du skal dække et behov

Som iværksætter har du løsningen på noget. Du dækker et behov, og det er vigtigt at få frem som det første i dit pitch. Investoren eller samarbejdspartneren skal med det samme forstå, hvad din idé går ud på.

Brug derfor starten af dit pitch på at fortælle, hvorfor der er flere, der har brug for, eller gavn af, dit produkt eller virksomhed. Du skal med andre ord bevise, at der er et marked derude.

Proof of concept

Du skal bevise, at din forretningsidé er værd at forfølge – også kaldet proof of concept. Det kan du gøre ved fortælle, hvor mange der allerede har købt din idé.

Når du pitcher, er det godt at være langt i processen. Det er fint nok at stille sig op med en skitse, men når du laver dit pitch, skal du hele tiden tænke: Jo mere, du kan sandsynliggøre, at der rent faktisk er forretning i det, jo bedre, og jo flere penge kan du få.

Målrettet kommunikation

Hvis du skal pitche til flere forskellige investorer eller samarbejdspartnere, er det vigtigt, at du husker at målrette dit pitch til det enkelte menneske.

Hvem står du over for? Hvad lægger de vægt på? Deler I fælles oplevelser eller baggrund, som du kan fokusere lidt ekstra på i dit pitch. Målrettet kommunikation får modtageren til at føle sig set og hørt.

Så husk at lave en grundig research på modtageren. Det hjælper dig med at ramme plet.

Opbygning og storytelling

En god opbygning er altafgørende for helhedsoplevelsen af dit pitch.

Det handler om at forstå, hvad det er for nogle elementer, du skal dække og derefter sætte det sammen, så forløbet giver mening og er logisk for modtageren.

Giv den endelig gas med storytellingen. Det kan fx være, at du indleder med en kort baggrundshistorie, der leder op til, hvorfor der er et behov for dit produkt eller idé. Herefter kan du bevæge dig over i strategi og konkrete tal.

Tal og strategi

Når du pitcher, skal du kunne svare på alt om markedet, produktet, teamet, budgettet og produktionen. Du skal sikre, at du kommer omkring det hele og være klar til at besvare investorens eller samarbejdspartnerens spørgsmål.

Lav evt. en huskeliste med de punkter, du skal komme ind på, som du kan trække frem ved forhandlingsbordet. Så er du sikker på, at du ikke glemmer noget.

Har du sat dig rigtig godt ind i virksomhedens strategiske grundlag og tal, vil du også føle en større grad af kontrol og mindre nervøsitet, når du skal performe din salgstale.

Øv, øv, øv

Du har ofte ganske kort tid til at fremføre dit pitch. Derfor er det en god idé, at du øver dig, så det står skarpt, og du ved præcis, hvor lang tid det tager.

Skriv evt. stikord ned for de punkter, du gerne vil komme ind på. Tag så tid på dit pitch, og øv dig om og om igen, mens du skærer til og fylder på, hvor det giver mening.

Husk også at øve dig på at svare klart og præcist på alle de spørgsmål, du kan få bagefter – fx spørgsmål til dit forretningsområde, behovet, produktionen osv.

Dybe vejrtrækninger

Det lyder måske basalt. Men hvis du er meget nervøs, er det en rigtig god idé at tage et par dybe vejrtrækninger, inden du går i gang.

Har du styr på vejrtrækningen, kan du bedre komme godt for start. Og når du først er i gang, vil du opleve at blive mere tryg i situationen.

Tillid

Et godt pitch handler først og fremmest om at få skabt tillid til dig og din virksomhed. Udover at du selvfølgelig skal have helt styr på tal og strategi for din idé, skal du også formidle, hvem du er, og hvorfor du er den rigtige til at eksekvere på idéen.

Det kan fx være, at du har skabt en succesfuld virksomhed før, eller at du har et team med de helt rette kvalifikationer. Det er alt sammen med til at investoren føler, at personens penge er i gode hænder.

Det er også vigtigt, at du undgår at blive sur eller fornærmet, hvis personen over for dig udtrykker bekymring eller pointerer noget negativt om din forretningsgrundlag. Vis i stedet, at du anerkender bekymringen, og kom så med de gode svar, du har forberedt. Det skaber tillid.

Passion

Dem, du taler til, skal mærke din passion. Undgå at virke for kontrolleret eller styret. De fleste bliver draget, når de kan mærke dit engagement.

Derfor gør det heller ikke noget, hvis du er ung eller uprøvet og aldrig har pitchet før – bare du udstråler, at du er vild med det, du laver.

Kan vi hjælpe dig?

Står du med en udfordring, kan du som medlem af Lederne Virksom bestille sparring eller ringe til vores erfarne rådgivere på 32830110 på alle hverdage mellem kl. 9 og 15.