Hvis du ikke ønsker at hæfte personligt, skal du starte egen virksomhed i et selskab med begrænset hæftelse – typisk anpartsselskab eller aktieselskab. Selskabet vil hæfte overfor kunder og andre med selskabets formue, og din hæftelse vil være begrænset til den værdi, du selv har skudt ind i virksomheden i form af for eksempel anpartskapital. På samme måde kan du som delvis ejer af et selskab ikke komme til at hæfte for selskabets gæld. Du risikerer alene at tabe dit indskud, hvis selskabet for eksempel går konkurs.
I praksis er der dog mange selskabsejere, der reelt hæfter personligt, fordi banker stiller krav om, at ejeren kautionerer personligt for selskabets lån. Du skal desuden huske, at det kun er selskabet, der hæfter for en aftale, hvis det faktisk er selskabet, der indgår aftalen. Hvis du i forhold til en leverandør handler i eget navn og ikke får informeret vedkommende om, at du repræsenterer et selskab, risikerer du, at leverandøren rejser et eventuelt krav mod dig personligt.
Som beslutningsdeltager i et selskab – det vil sige som stifter, aktionær, bestyrelsesmedlem eller direktør– er du ifølge lovgivningen ansvarlig for skade, som ved uagtsomhed eller grov uagtsomhed er forårsaget af tredjemand.