Konsulentaftale
Her på siden finder du viden om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med udarbejdelsen af en konsulentaftale. Du har også mulighed for at downloade Lederne Virksoms skabelon til aftalen.
Det første du skal have styr på, inden du indgår en konsulentaftale, er om der overhovedet er tale om egentlig konsulent (altså en selvstændig erhvervsdrivende) eller om der er tale om et ansættelsesforhold. Det kan nemlig have økonomiske konsekvenser for både 'konsulent' og virksomhed, hvis der ikke er styr på definitionerne.
Hvad er en konsulentaftale?
En konsulentaftale indgås mellem en virksomhed, der stiller en opgave og en konsulent, der udfører den pågældende opgave. Formålet med aftalen er, at begge parter får forventningsafstemt alle relevante forhold ved det kommende samarbejde i en skriftlig aftale.
Konsulent eller ansat?
Det kan have økonomiske konsekvenser, hvis ”konsulenten” eksempelvis af SKAT bliver anset for reelt at være en ansat medarbejder.
Hvilken betydning har det for konsulenten?
- Skatteretligt kan det for konsulenten betyde, at han/hun efterfølgende skal betale arbejdsmarkedsbidrag og A-skatter af hele det beløb, som vedkommende allerede har tjent i sin virksomhed det år. Det betyder helt konkret, at indtjeningen kan ende med at blive dobbeltbeskattet.
Hvilken betydning har det for virksomheden?
- Skatteretligt kan det for virksomheden betyde, at man skulle have inkluderet arbejdsmarkedsbidrag og A-skatter, og at virksomheden efterfølgende skal betale beløbet af egen kasse.
- Ansættelsesretligt kan det have den betydning for virksomheden, at konsulenten bliver omfattet af fx funktionærloven og ferieloven med dertil hørende ret til opsigelsesvarsel, løn under sygdom og barsel, ret til feriegodtgørelse samt at en eventuel konkurrence- eller kundeklausul kan blive ugyldig.
Hvis der reelt er tale om et ansættelsesforhold, er det mest hensigtsmæssigt at regulere jeres samarbejde i en ansættelseskontrakt.
Du kan læse mere om ansættelsesaftaler her
Hvis der er tale om et konsulentforhold, anbefaler vi, at I får udarbejdet en konsulentaftale. Nedenfor kan du læse mere om, hvad vi anbefaler at en konsulentaftale skal indeholde eller hvilke overvejelser, du bør gøre dig i forbindelse med udfærdigelse af aftalen.
Er du i tvivl?
Vi hjælper gerne med en vurdering af, hvorvidt der er tale om en konsulentaftale eller et ansættelsesforhold.