Som arbejdsgiver er du forpligtet til at sikre, at din arbejdsplads har et forsvarligt arbejdsmiljø.
For det første skal du sørge for, at der føres effektivt tilsyn med, at dine medarbejdere udfører arbejdet på en forsvarlig måde i forhold til både sikkerhed og sundhed. For det andet er det vigtigt, at du gør dine ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der kan være forbundet med deres arbejde. Det er ligeledes dit ansvar, at samtlige medarbejdere modtager den nødvendige oplæring og instruktion, så de er i stand til at udføre deres arbejde på en farefri måde.
Det er dit ansvar, at anerkendte standarter og rutiner, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, følges af alle virksomhedens ansatte.
Medarbejderens rettigheder
Dine medarbejdere har desuden en række rettigheder, i tilfælde af at de oplever sikkerheds- eller sundhedstruende hændelser.
Dine ansatte har eksempelvis ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område, hvis de oplever en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås. Det er som arbejdsgiver dit ansvar, at dine ansatte er i stand til at træffe hensigtsmæssige beslutninger i forhold til at sikre egen og andres sikkerhed i farlige situationer, hvor de ikke kan få kontakt til arbejdsgiveren, virksomhedslederen eller arbejdslederen.
Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, fordi den ansatte forlader sin arbejdsplads eller et farligt område. Såfremt du ikke overholder disse regler, kan din medarbejder tilkendes en godtgørelse.